- Denne begivenhed er allerede afholdt.
#Metoo – fra offentlig debat til juridisk efterspil
14. november @ 18:00 - 21:00
Siden Sofie Lindes efterhånden berømte tale i Operaen i 2020 har sager om #metoo og sexisme haft voldsomme konsekvenser for en række offentligt kendte mænd – og en enkelt kvinde.
Debatterne har raset over alt i massemedierne, på de sociale medier og i kantinerne rundt omkring på vores arbejdspladser. Ikke kun om den kultur, der alt for længe har huseret mange steder – og som der skal ske et (berettiget!) opgør med – men også om den måde, opgøret er – og fortsat bliver – eksekveret på.
For hvordan behandler vi egentlig sagerne om #metoo?
- Hvilke overvejelser giver det anledning til i et retssikkerhedsmæssigt perspektiv?
- Hvordan ser det egentlig ud med advokatundersøgelserne?
- Og er de almindelige retssikkerhedsprincipper, som vi kender dem, sat ud af spil?
Spørgsmålene er mange og antallet af svar formentlig ligeså.
Disse spørgsmål sætter vi fokus på, når FFKJ – Foreningen for Kvindelige Jurister i samarbejde med Djøf Advokat inviterer til en spændende aften med fokus på de juridiske efterspil i kølvandet på #metoo-bølgerne.
Vi har i fællesskab inviteret et stærkt panel bestående af nogle af de hovedpersoner, der har beskæftiget sig mest indgående med nogle af #metoo-bølgernes juridiske efterspil både i den brede offentlighed og i advokatbranchen:
- Advokat (H) ved CO:Play, Heidi Højmark Helveg
- Kulturredaktør på Politiken, Mette Davidsen-Nielsen
- CEO i JuraLyt, Maria Reimer Rasmussen
- Dommer ved Retten på Frederiksberg og leder af Justitia Akademi, Gerd Sinding
- Advokat og formand for DJØF Advokat, Rasmus Thingholm.
Paneldebatten modereres af en professionel moderator, som offentliggøres inden for ganske kort tid.
I forbindelse med arrangementet er Djøf Advokat vært ved en let anretning med tilhørende drikkevarer.